Standardside

Tandbørstning hund

Hvorfor: Fordi daglig tandbørstning kan forebygge plaque, tandsten og tandkødsbetændelse, og dermed spare hunden for senere tand- og mundhuleproblemer med evt. smerter og andre følgesymptomer (spørg dyrlægen for uddybende forklaringer).

Hvor ofte: Dagligt. Man behøver kun børste tænderne 1 gang dagligt. Men tandbørstning 1-2 gange om ugen er næsten ligegyldigt.

Med hvad: Blød tandbørste af passende størrelse. Hundetandpasta kan bruges, hvis det øger interessen for proceduren fra hundens side, men vand er rigeligt.

Hvordan: Det bedste resultat fås ved samarbejde. Tilvænning til proceduren må altså foretages i et tempo der passer hunden. Følgende program skal tages med forbehold, da nogle dyr har brug for flere, og nogle for færre gentagelser, men en gylden regel er først at fortsætte programmet, når den aktuelle handling er en positiv oplevelse, som hunden selv tager initiativ til.

Derfor er det også vigtigt at starte proceduren på sunde tænder og gummer, så evt. smerter ikke gør det til en ubehagelig oplevelse.

Eksisterer der allerede et problem, er det altså vigtigt at starte med passende tandbehandling, evt. i narkose, hos dyrlægen.

Det bedste hjælpemiddel er en godbid, der er eftertragtet. Er hunden ikke madinteresseret, bør det overvejes, om den daglige fodringsprocedure i øvrigt er hensigtsmæssig (søg evt. rådgivning hos dyrlægen).

Hunde der er på bestemte typer af diæt, kan i nogle tilfælde kun tilbydes deres fuldfoder, men dette kan også være belønning nok for mange af dem. Belønningen behøver dog ikke at være spiselig – mange hunde sætter lige så stor pris på et stykke eftertragtet legetøj, ros eller klap, eller adgang til en bestemt handling/leg.

Tilvænningsprogram:

1: Først tager du stilling til hvor proceduren skal finde sted i fremtiden. Dette kan være på et trimmebord, et tæppe på gulvet (ikke hundens sædvanlige tæppe), på badeværelset, i køkkenet eller hvor man nu finder det mest praktisk. 

2: Herefter belønnes hunden hver gang den selv bevæger sig til det aktuelle område. (For bordets vedkommende, ligeledes når den herefter løftes op). Lad være med at lokke – det er hundens eget initiativ der skal belønnes.

Dette gentages til hunden ihærdigt bevæger sig til det valgte område for at få en godbid, hver gang den har mulighed for det. 

3: Herefter findes tandbørsten frem. Den kan lægges på området eller holdes i hånden – så længe den er synlig for hunden.

Nu belønnes hunden kun for at gå til området når tandbørsten er fremme. Alle andre forsøg ignoreres, men husk nu at tage den frem hyppigt, så der er anledning til belønning.

4: Nu stiller man sig selv hen til området med tandbørsten – hvorefter hunden belønnes for at stå/sidde foran/ved siden af en (dette skal der være taget stilling til, så man har mulighed for at belønne den ønskede handling).

Har hunden ikke lyst til at komme hen til dig, skal du ikke lokke den, men gå hen og lægge tandbørsten på plads og foretage dig noget andet /ignorere hunden.

Du er så gået for hurtigt frem og går tilbage til punkt tre, hvorefter du hver gang du tager tandbørsten frem bevæger dig et skridt nærmere hunden og ”området” før hunden belønnes.

5: Når hunden kommer styrtende til det valgte område og står/sidder ved siden af dig/foran dig i forventning om den kommende belønning, udvides øvelsen med at du stryger den en til flere gange i mundvigene inden belønningen falder. (ikke nødvendigvis med den hånd du holder tandbørsten i). 

6: Det er nu tid til at løfte lidt op i den ene læbe inden belønningen falder. (glem ikke at stryge mundvigene først).

Det er vigtigt at blive på dette trin til hunden viser sig helt fortrolig med proceduren, og glæder sig til du løfter op i læben i skøn forventning om den kommende belønning.

Vægrer hunden sig eller går, vender du dig væk, går hen og lægger tandbørsten på plads, og foretager dig noget andet/ignorerer hunden, som naturligvis IKKE får belønningen.

Herefter bevæger man sig et lille skridt tilbage i proceduren.

7: Når hunden forventer at få løftet læberne til side før belønningen falder, er det tid til at begynde tandbørstningen. Det er stadig vigtigt ikke at forcere noget. Start med en enkelt gang langs de forreste kindtænder i overmundens ene side. 

Når dette forventes af hunden, kan behandlingen langsomt udvides til at omfatte hele rækken af kindtænder, herefter også den anden side – hjørnetænderne – fortænderne – og tænderne  undermunden.

Tyggeflader og inderside er det svært at børste, men ofte heller ikke så nødvendigt at børste, men har man mod på at fortsætte, skulle dette dog også kunne lade sig gøre.

Når nu I er blevet rigtig dygtige, er det vigtigste sådan set at ejeren husker at rose og belønne efter endt procedure hver gang, så hunden ikke mister motivationen igen.

VIGTIGT – VIGTIGT – VIGTIGT: På intet tidspunkt vil tvang – hårde ord – eller kontante korrigeringer gavne proceduren, da hunden meget gerne skulle forbinde seancen med velbehag.

Lidt om godbidder: Bruges godbidder som belønning, kan man hos hunde, der ikke er på specialdiæter ofte have succes med skinketern, fiskefrikadelletern, tern af toastbrød dryppet med bouillon, eller bare små fuldfoderbidder, der smager og dufter lidt anderledes end det vanlige foder.

Bidderne bør i øvrigt ikke være særlig store, blot en lille mundsmag.

OBS – OBS – OBS : Chokolade er giftigt for hunde, og slik, rosiner, småkager ol. klistrer til tænderne, og øger risikoen for caries.

Rigtig god fornøjelse.

Tekst: Dyrlæge Pernille Wennich