Lopper og flåter

Tidligere var lopper primært et sommerproblem. Det er det dog ikke mere. Lopperne er gode til at tilpasse sig og svære at slippe af med, så hvis man finder lopper på sin hund eller kat er det vigtigt at behandle dyret hurtigst muligt. Det kan være en omstændig process at slippe af med lopperne og man må væbne sig med tålmodighed. 

Der findes en del produkter på markedet, som bruges som behandling, men også forebyggende. Som oftest vil der være tale om en lille pipette, som skal tømmes ned på dyrets hud. 

Rengøring af hus og hjem er sammen med den medicinske behandling, det vigtigste middel i kampen mod lopper. Alt hvad der kan koges bør koges og støvsugning af alle revner og kroge børe foretages ofte og grundigt. Ting som ikke kan koges kan evt. lægges i fryseren i 24 timer.

Flåter ser vi fra det tidlige forår, sommeren og til det sene efterår. Flåter kan overføre sygdomme bl.a. Borrelia og hjernehindebetændelse. De sygdomme som overføres fra flåterne kan have alvorlige konsekvenser for dyr og mennesker. Det er derfor vigtigt at man fjerner flåter fra sit kæledyr så hurtigt som muligt.

Fælles for både lopper og flåter er selvfølgelig, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Hvis man behandler forebyggende er der meget lille chance for at dyret angribes.